Udsigt over Vadehavet

'Den sumpede, dyndede ø'

Barske ord, men således blev Fanø omtalt i 1200-tallet.
 
For omkring 9000 år siden fulgte kysten en linje fra Blåvandhuk i nord til den tyske ø Sild i syd. 1000 år senere overskyllede havet de lavtliggende hedesletter og danne de store sandvolde, som efterhånden udviklede sig til den skærmende ø-barriere, der hedder Fanø, Mandø og Rømø. I læ af øerne begyndte dannelsen af det egentlige vadehav. Siden har tidevand, stormfloder og vind, fået Fanø til at vokse mod vest.
  
Ældre stenalder og vikingerne
 
Der er ikke spor af mennesker gennem oldtidsfund på øen, men ved kysten er der gjort flere fund af forarbejdede ravstykker der er skyllet op på stranden ved Fanø, bl.a. en lille bjørnefigur og to ravhængesmykker med ornamentik, fra Jægerstenalder, samt en Thors-hammer fra vikingetiden. Bjørnefigurens historie hersker der tvivl om, men ravhængesmykket er nu erklæret for Danefæ!

Fund ved den jyske vestkyst

Ravhængesmykket er meget velbevaret, og hører til blandt de flotteste og mest ikoniske Danefæ, der kendes på dansk grund fra jægerstenalderen. Ravsmykket er forsynet med boreornamentik i baner i længderetningen - en ornamentik, der er med til at datere smykket til Jægerstenalderen.
 
Info: Jægerstenalder omfatter både ældste stenalder og ældre stenalder.
Jægerstenalder i Danmark spænder ca. over perioden fra 12.800 f.Kr. til år 3.900 f.Kr. 
 
Smykket stammer fra de oversvømmede bopladser, der nu ligger på havets bund ud for den jyske vestkyst, i området omkring Fanø og Blåvandshuk.
 
Da smykket blev lavet, var Danmark landfast med England. Det er blevet revet fri fra de aflejringer, der har bevaret det gennem de mange tusind år, i en storm, og efterfølgende skyllet i land, hvor ravsamler Jens Østergaard fandt det.

Kirker på Fanø

Nordby Kirke som den ser ud i dag.

Fra Hovens Dal til Korsets Dal
 
Der har nok ikke været mange folk på øen dengang, men det første tilbedelsessted lå i Hovens Dal, hvilket angiver at folk i hedensk tid, har tilsluttet sig asetroen, dvs. et gudehov, og for hedningene var dette ‘Hov’ et helligt sted.
 
Fanø blev sikkert mere og mere beboet med tiden, og før kristendommen for alvor slog igennem i Danmark omkr. år 700 - 1300 e.v.t., nedlagde man gudehovet og har efterfølgende bygget en trækirke istedet, i 1100-tallet blev trækirken dog erstattet af en stenkirke.
Denne periode er faktisk midt i vikingetiden, som omfatter perioden fra 800-1050, og et nedlagt gudehov er nok ikke sket uden drabelige sværdslag så hovederne trillede, men det blev ud fra de kildematerialer der forefindes, trods alt noget lempeligere indført på Fanø. 
 
NB.: Førhen var Danmarks tidligste kirker lavet af træ,
og hvis de lå nær havet var det formentlig drivtømmer der blev brugt.
 
På Fanø var der på et tidspunkt hele tre kirker og St. Anna Kirke fungerede 1530’erne,
men man mener at en enorm stormflod tog store dele af bygningen i slutningen af perioden, så den blev ubrugelig.
I 1545 nævnes Sønderho kirke for første gang tillige med kirken i Nordby.
 
Rindby – var i fortiden den vigtigste bebyggelse på Fanø, og her lå øens ældste stenkirke, der blev nedrevet 1786. Materialerne herfra blev brugt til opførelse af Nordby Kirke.
 
Dette var lidt løse facts om kirkerne på Fanø,
men læseren kan få en mere dybdegående information på
Mit Fanø's website, hvor belæste folk citeres – læs videre: Her
Første sikre tegn på fast beboelse på Fanø
 
Det kan læses i Kong Valdemars Jordebog (se herunder) at 'Den sumpede, dyndede ø' omtales fra ca. 1231. Der står, at det var Ribeborgere som 1200- til 1300-tallet opbyggede de to fiskerlejer Nordby og Sønderho, og her tænkes på bebyggelsen som beboelse - kirkerne er en helt anden historie (se her over). Senere endnu kom landbruget til Fanø, selv om det var et barskt sted at være fæstebonde, ikke mindst under sandflugten, der rasede i 1500- og 1600-tallet,
og det var først i 1700-tallet, at man fik styr på sandflugten.
 
Ovennævnte var ikke ligefrem paratviden, så stor tak - for at havde sat 'lys i lampen' - til:
 
Den Store danske Encyklopædi samt Naturstyrelsen

Kong Valdemars Jordebog er et håndskrift udført i Sorø Klosters skrivestue fra år 1200 til år 1300, og skønt kunstfærdigt anlagt er den aldrig blevet færdig. Her ses tre sider af den kalender der findes forrest i håndskriftet. Januar måned (til venstre) er den eneste kalenderside der er helt færdig. I juli måned (til højre) mangler nogle af begyndelsesbogstaverne. Når man fremstillede et håndskrift, foldede man først pergamentsbladene midt over, normalt i læg på 4-8 blade. Derpå indstregede man hver side med linier og kolonner, og her skrev skriveren de almindelige bogstaver med blæk. Farvede begyndelsesbogstaver udførtes senere af bogmaleren.
Tak til Rigsarkivet.

Nutiden og købet af Fanø

Ved færgelejet står Ny Carlsberg-fondets jubilæumsgave fra 1991 til Fanø.

Skulpturen ”De to hunde”, er udført af kunstneren Poul Isbak.

Ved 250-års jubilæet i 1991 (for fannikernes køb af øen 10. juli 1741) afsløredes skulpturen.

Se det med 'købet' af Fanø, der er jo en helt vild historie!

1741 er et stort år i Fanøs historie. Det år blev fannikerne "selvstændige".

Se! NU er Byboen lige nødt til at sparke lidt informationer ind - thi:

Beboer på Fanø, hedder Fannikere, men lokalt menes der ofte kun beboerne på den nordlige del af øen, dvs. beboere i Nordby.
Sønderho’s Indbyggere holder på, at de er Sønderhoninger – hvilket alt sammen er lidt forvirrende for en Bybo.
 
Dog er det jo logisk, for hvis nogen der kom udefra, pludselig byttede rundt på benævnelserne for vesterbro’ere, christianshavnere, eller frederiksberg-borgere ... ja, så var (med et gammelt udtryk fra Indre By – dvs. det gamle København) ‘fanden løs i laksegade’!
 
Tilbage til historien ....

De købte sig kort sagt fri af Riberhus Ladegård. Storhedstiden for øen var fortrinsvis baseret på skibsfart og skibsbyggeri, og det sluttede først ca. 150 år senere, i slutningen af 1850’erne, men da havde Fanø også landets næststørste handelsflåde - efter København.

Myten (og den er go') ... om fannikernes frikøb af øen
En repræsentant for både Sønderho og Nordby samt flere velhavende beboere fra begge sogne, sejlede i juli 1741 til Ribe - flere dage før auktionen. Der var en hel del pengestærke Ribe-købmænd og herremænd, som forventedes at byde på auktionen, og dette måtte for alt i verden ikke ske. For fannikerne var det MEGET vigtigt, at de endelig kunne erhverve øen og få rettigheden til strand, jagt og sejlads.
Med stort snilde lykkedes det Fanø-konerne, som var fulgt med deres mænd til Ribe, at barrikadere døren til nogle af storkøbmændenes værelser.

Samtidig bestak Sonnich Jensen fra Sønderho, rådhusbetjenten på Ribe Rådhus, til at stille rådhusuret en time frem. De store købmænd blev da forhindret i at møde til tiden, og kom for sent til auktionen, og til stor glæde for Fanø, fik fannikerne - og Sønderhoningerne ikke at forglemme - ENDELIG hammerslag på øen!

Fanø's frihedsbrev!